Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


November 2005


Hvad skal vi med Provinspuljen?


Kulturministeriets Provinspulje er snart udtømt. Kulturministeren skal spille ud om puljen skal fortsætte, og i givet fald: hvordan.

Kulturministeriets Provinspulje blev etableret af den nytiltrådte VK-regering i 2002. Da havde partiet Venstre fremført kravet gennem en årrække, uden at nogen havde talt imod.

Provinspuljen har været finansieret med 20 mio. kr. årligt fra tipsmidlerne, som et 4-årigt projekt, der udløber ved udgangen af 2005. Såfremt Provinspuljen skal fortsætte efter udløbet af den 4-årige tipsbevilling, skal man dels tage stilling til hvor stor puljen skal være, hvordan den skal finansieres og hvordan pengene skal fordeles.

Kulturministeren har tilsyneladende haft stor fornøjelse af Provinspuljens mulighed for at udsende lokalt funderede pressemeddelelser. Alene i september og oktober er der udsendt 6 sådanne pressemeddelelser. Provinspuljens bevillingspraksis stemmer dog ikke overens med de almindelige ønsker om armslængde i kulturbevillingerne.

Venstre er naturligt nok det første parti som spiller ud med et bud på fremtidig styring af Provinspuljen. I partiets kulturpolitiske debatoplæg (se Tid til kultur-forandring) foreslår Venstre, at puljen skal gøres permanent. Blandt andet i form af en fast bestyrelsessammensætning med repræsentanter fra de kommende regioner (udenfor Hovedstadsområdet) og repræsentanter fra kunstrådet samt 2 udpeget af Kulturministeren.

I dag er der ikke nogen bestyrelse for Provinspuljen, ministeren træffer alene beslutningerne. Til at følge arbejdet har ministeren haft en fokusgruppe, som dog ikke har været involveret i den egentlige beslutningsgang. Denne fokusgruppe har afsluttet sit arbejde og forventes at aflægge afsluttende rapport november 2005.

Regioner uden kulturforstand

Det kan virke rimeligt, at sikre en geografisk spredning i den kommende bestyrelse. Forslaget om at lade de kommende regioner indgå i bestyrelsen kan dog være problematisk al den stund det i Kommunalreformen netop er fastlagt, at regionerne ikke skal arbejde med permanent kulturstøtte. De kommende regionsråd vil derfor næppe have kulturpolitisk særligt kvalificerede medlemmer, endsige kvalificeret embedsmandsassistance.

Med i overvejelserne i den fremtidige Provinspulje hører også, om puljen på en eller anden måde skal kobles sammen med Kulturministeriets regionale kulturaftaler. Dette kan ikke gøres pr. automatpilot, da ikke hele provinsen er omfattet af regionale kulturaftaler, alligevel kan det forekomme logisk, at overveje, hvordan puljen og aftalerne kan samvirke.

Grundlæggende fremstår også den overvejelse, om eksistensberettigelsen af Provinspuljen. Alternativt kunne man forpligte Kunstråd og andre kulturministerielle pengeuddelere til at indtænke Provinspuljens formål i de strategier man lægger for pengeuddelingen. Provinspuljen var tænkt som en måde at sikre at pengene i øget grad havner udenfor Hovedstaden, i tråd med Kulturministeriets traditionelle demokratiske formål. På et eller andet tidspunkt bør dette formål fremstå så klart for medlemmerne af Kulturministeriets mange råd og nævn, at man ikke har behov for en særskilt pulje. Dette vil kunne sikre den optimale faglighed i beslutningerne.

Læs også:
Tid til kultur-forandring
Venstre bryder konsensus

Søndag Aften 11/2005

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.